|
For omkring 22 år siden startede min karriere som ingeniør i Danmarks største entreprenørselskab. Efter flere år med ansvaret for stadig større byggerier herhjemme og i udlandet, fortalte spejlet mig om morgenen, at det var på tide at skifte erhverv. At lede et stort byggeri svarer meget godt til at bygge en organisation på 200 mand op, omsætte for 150-200 mio. kr. og afvikle det hele igen inden for 12 måneder. Skiftet blev først til et, og siden til endnu et af de større konsulenthuse som chefkonsulent indenfor ledelse og forretningsudvikling.
ISO-Mapperne I mit nye job fik jeg for første gang øje på "ISO-mapperne", og min undren begyndte. Hvordan kan nogen tro på, at man ved at udstyre mennesker med noget de skal læse, vil være i stand til at hæve kvaliteten af det de laver? Vel at mærke når vi ved at mange af disse medarbejdere som mapperne er skrevet til, netop har valgt det job de har, fordi de lærer bedst ved at gøre ting og ikke ved at læse om dem. Præcis sådan som de fleste af os lærer bedst.
Når jeg spurgte disse medarbejdere om, hvad disse mapper skulle bruges til, svarede de, at tanken med ISO-systemet var ”at vi nu skal lave det samme hver gang”.
Hvordan kan nogen få den tanke, at en kunde vil være tilfreds med at få nøjagtigt det samme som alle andre kunder? I min verden svarer det til forholdene i det gamle Sovjetunionen. Forestil dig et menneske som laver akkurat det samme hver gang! Hvor vil du finde ham? Sandsynligvis på et psykiatrisk hospital hvor han er indlagt med tvangstanker.
Når jeg spurgte efter instruktioner på direktørgangen, fandtes de ikke. Dette forekom mig mærkeligt, idet de fleste der jo netop var gode til at læse, og derfor også måtte være de bedst egnede til at øge kvaliteten af deres ydelser igennem netop nedskrevne instruktioner?
Kvalitet er WAUW Paradokserne har givet mig anledning til at arbejde med, hvordan man på betydeligt lettere vis på en gang kan dokumentere at man har styr på det, og samtidig bygge på kvalifikationer, fornyelse og sætte kreativiteten fri. For mig er kvalitet ikke at levere noget ”ensartet og uden fejl”. For mig er kvalitet at levere en ydelse, som får kunden til tænke og i bedste fald at udbryde: ”WAUW ...Dette er noget ekstraordinært!”
Siden har mange andre paradokser omkring ledelse og udvikling af organisationer optaget mig, og været en kilde til stadig forundring. Ledelse følger sine egne "modetendenser" og der dukker hele tiden nye "buzz-words" op. Jeg ser en udfordring i at finde bag om disse trends, samt prøve at forstå og formidle hvilke grundantagelser om styring og ledelse, der skaber dem.
Konsulenthuset TBI For 12 år siden etablerede jeg TBI A/S som en konsulentvirksomhed med fokus på ledelse og proceskonsultation. Igennem de første 3-4 år voksede vi hurtigt, og var i alt 8 medarbejdere da vi flyttede ind i vores nybyggede kontorhus i Højbjerg. I dag har vi forlagt adressen til mere naturskønne omgivelser i såvel Højbjerg/Danmark, som i Baden-Baden i Sydtyskland og oplever stor interesse for den på mange måder anderledes måde at tænke ledelse og styring på, som vi repræsenterer. Selskabsformen har jeg af praktisk grunde ændret fra at være A/S til Aps.
I Systemisches Institut Karlsruhe underviser jeg ved siden af proceskonsulentrollen som docent i systemisk teori og praksis. Seminarer og workshops holdes på såvel Dansk, Tysk og Engelsk, ligesom kundekredsen også tæller svensk- og norsktalende kunder. Referencelisten er lang, og tæller en række af Danmarks store såvel offentlige som private organisationer og virksomheder. Typisk samarbejder vi i længere forløb.
Hjemmesiden her Igennem alle årene har den systemiske tankegang og dens brug i proceskonsultation været en ledetråd og inspiration for mig. Hjemmesiden her indeholder artikler, notitser og refleksioner til inspiration for læseren. Den tjener samtidig til at beskrive nogle af mine væsentlige værdier, mit syn på ledelse og på verden i almindelighed.
|